Husbåd til Ho er dels et lokalt inspireret landhus og dels en eksotisk båd, der er bygget ved brug af to beslægtede, men geografisk adskilte teknikker: sivbådebyggeri og tækning. Den arklignende hybridstruktur er således splittet mellem land og hav, og er resultatet af et tværkulturelt samarbejde – en udveksling af ældgamle teknikker og historier mellem danske tagtækkere og bolivianske sivbådebyggere.
To traditionelle anvendelser af siv
Om end stråene hver for sig er skrøbelige, kan visse græsarter – især siv – i bundter anvendes til bygningskonstruktioner, når andre materialer ikke er til rådighed. Sådanne sivbundter er de vigtigste bygningselementer i sivbåden og det stråtækte tag.
De første stråtækte huse blev bygget i “det germanske bosættelsesområde”, som i den yngre stenalder lå i det, vi i dag kender som Slesvig-Holsten og det sydlige Danmark. I den periode skete der et skifte fra nomadisk jæger-samlerkultur, der foretrak lette og mobile boliger, til fastboende samfund af landmænd og fiskere, der skulle bruge modstandsdygtige og varige hjem. Dyreskind, blade og grene blev erstattet af mere robuste materialer, blandt andet siv til tage. Bosættelser blev til landsbyer og landsbyer blev til byer, og med tiden blev stråtaget udfaset i urbane kontekster for at nedsætte brandfaren. Men for landejendomme er stråtaget fortsat en populær byggeteknik, der i stigende grad bliver betragtet som en bæredygtig og energivenlig løsning. Der findes mange smukke eksempler på den traditionelle tækkestil i området omkring Ho, side om side med innovativ brug i nyt byggeri, som det blandt andet ses i Dorte Mandrups prisbelønnede Vadehavscentret i Ribe.
Bådebyggeri af siv er et håndværk med en lang tradition bag sig, og de ældste fund af sivbådsrester kan dateres 7.000 år tilbage. Traditionen holdes i live af Aymara- og Urubådebyggere i området omkring Titicacasøen i Andesbjergene og blandt fiskere langs Perus Stillehavskyst. Sivbåde kan stadig findes på Tchadsøen i Afrika og i Mesopotanien (det nuværende sydlige Irak), hvor floderne Tigris og Eufrat løber sammen, og marskaraberne bygger stadig både, bygninger (mudhif) og flydende øer af siv.
Et tværkulturelt samarbejde
Sivbådebyggeri og stråtækning bruger det samme råmateriale: sivbundter. I hybridstrukturen Husbåd til Ho, hvor et hus bliver til en båd og en båd bliver til et hus, er der en glidende overgang fra båd til tag. Sivenes orientering skifter efter deres placering i strukturen: Fra de flydestærke horisontale bundter i bunden af båden, der bliver til de opadkurvede stævn- og agterstykker, og siden de vejrfaste, vinkelrette bundter i det sivtækkede tag. Dette skift fra horisontal til vertikal og tilbage igen er ligeledes emblematisk for det tværkulturelle samarbejde, en kombination af de to ældgamle bygningsteknikker fra to ellers adskilte kulturer på den nordlige og den sydlige halvkugle i én sammensat konstruktion.
Projektet er støttet af Statens Kunstfond og Varde Kommunes Kunstudvalg.
INFO
Titel: Husbåd til Ho, 2023
Kunstner: Simon Starling (f. 1967)
Materiale: Siv
Placering: Hovej / Juulsvej, Ho, 6857 Grønbjerg
Opstillingsår: 2023
Skænket af: Statens Kunstfond og Varde Kommune
BIO
Simon Starling (f. 1967) er en britisk kunstner bosat i København. Siden midten af 90’erne har han skabt adskillige værker, der har involveret forskellige typer af både. I 1997 byggede han en lille fiskerbåd af en museumsvitrine fra National Museum of Scotland i Edinburgh, som han efterfølgende brændte til kul, som bådens fangst kunne tilberedes over (Blue Boat Black).
I 2006 fodrede han en trædamper til dens egen kedel (Autoxylopyrocycloboros), og i 2015 byggede han en kano af magnesium udvundet fra Det Døde Hav for at sejle fra Israel til Jordan (Project for a Rift Valley Crossing). Husbåd til Ho er fortsættelsen af en interesse i det ældgamle forhold mellem arkitektur og bådbyggeri.