Spring navigation over

RAMMATIK

RAMMATIK
I performancen Confluence / ÁARMÓT fortolker RAMMATIK den lokale vadehavstradition Vi henter tidevandet ind i en koreografi med deltagere til åbningen på Blåvand Strand d. 22. august.

RAMMATIK bidrager med en åbningsperformance på Blåvand Strand. Performancen tager udgangspunkt i den lokale vadehavstradition, hvor tidevandet ”hentes ind” – heraf udstillingstitlen Bringing In The Tide. Confluence / ÁARMÓT, som betyder sammenløb, sammenstrømning eller mødested, er en stedsspecifik performance, der undersøger bevægelse i relation til naturens rytme.

Performancen udforsker den lokale begivenhed som et ritual gennem enkle, gentagne bevægelser og rumlige formationer, der danner et mønster af kroppe i landskabet, hvor værkets mange performere og publikum bevæger sig som én samlet organisme i dialog med omgivelserne. Performancen inviterer til en poetisk oplevelse, hvor menneske og natur smelter sammen i ét kollektivt åndedrag.

RAMMATIK arbejder med stedsspecifikke værker, der undersøger bevægelse i relation til naturens rytmer. Gennem kollektive koreografier opstår midlertidige formationer, hvor individer bevæger sig som én samlet organisme i dialog med omgivelserne. Deres film og danseperformances tager ofte form i åbne eller øde landskaber, hvor krop, kostume og natur smelter sammen til en visuel rytme. I deres minimalistiske udtryk opstår et univers af mystik og skønhed – en atmosfære, der på én gang er surrealistisk, hypnotisk og drømmende.