Spring navigation over

Juha Pekka Matias Laakkonen

Juha Pekka Matias Laakkonen
Juha Pekka Matias Laakkonen bidrager med Blackbirding – et processuelt værk, der kan opleves i hele udstillingsperioden og på forskellige steder i Vadehavets økosystem.

Hver dag frem til den 20. september arbejder billedkunstner Juha Pekka Matias Laakkonen på en række steder mellem Blåvand Strand, Grønningen og Skallingen. Han binder sig til landskabet med et 5 meter langt reb, og arbejder med det fysiske sted inden for rækkevidde for at skabe cirkulære rum til fordybelse. 

Han udfører én opgave om dagen, og tidsplanen afhænger af dagens betingelser. Laakkonens udgangspunkt er Blåvand Strand, hvor han vil konstruere en drage. Ligesom han er fastgjort til jorden, skal dragen også blive i kontakt med jorden for at kunne flyve. Så snart dragen er i luften, bevæger han sig videre til den næste lokation. 

Blackbirding henviser dels til solsorten, en landlevende og tilsyneladende skjult drivkraft i vores omgivelser. I et mere dystert perspektiv refererer titlen til det britiske imperiums bortførelse af mennesker fra Stillehavsøerne til tvangsarbejde - nedsættende benævnt blackbirds. Stillehavsøerne har en gammel tradition for at flyve med drager og er, ligesom Vadehavet, sårbare over for stigende havniveauer. 

Værket er en poetisk, humoristisk og kritisk kommentar til arbejde, natur, historie og modernitet.

FOTO: FRIDA GREGERSEN

Juha Pekka Matias Laakkonen er kendt for sine kompromisløse undersøgelser af forholdet mellem menneske og natur. Selvom hans værker umiddelbart kan ligne naturstudier, udfordrer de i virkeligheden grænserne for det naturlige og menneskets indgriben i naturen. Med en ofte ironisk tone peger han på menneskets behov for at fastholde det bestående – et behov, der set i et større perspektiv kan fremstå både selvhøjtideligt, paradoksalt og nyttesløst.