Performance: Tidevandsmeditationer

Vi går ud hvor det menneskeskabte ender. Helt der ud, hvor den konstante transformation har nok i sig selv. Træder forbi stranden, ud i vadernes ingenmandsland.

Lader fødderne glide over den blottede havbund. Mærker den, som et barn, der tænker med kroppen mens verden undersøges. Krop mod krop med et enormt væsen, der ligger og ånder, langsomt og uophørligt.

En dag lægger jeg mig ned, lige på overgangen mellem land og hav. Falder i et med landskabet.

Jeg ser himmelen, ser skyerne og ser vandet trække dem ind i lange, langsomme, glidende bevægelser. Det er som at se sin udkårne komme en i møde på ens bryllupsdag. Som at se sin elsker nærme sig efter lang tids fravær.

Vi ligger der, jeg og resten af væsnerne i vaden. Venter på havets kulde og altomsluttende favntag. Det kommer.

Overgangen er umærkelig — langsomt går himmel og hav i ét, indtil kun en tynd, mørk horisontlinje markerer et fast punkt midt i den bevægelige uendelighed. Verden vender sig og danser i ubrudt spejling.

Vandet når mit ene øre. Først med bølgefingres flygtige berøringer. Så drunker verden i en stille, mudret boble, hvor mit åndedræt forstærkes i intim kontrast til vind og fugleskrig fra verden over overfladen i det andet øre.

Himmelen rykker ned i øjenhøjde, og vandet stiger, så ét øje er over og ét øje under overfladen. Øjet under overfladen lukker sig først skræmt mod det store, mudrede vandlegeme, men overgiver sig så til det turkis-brune, gennemskinnelige skyggeland.

Vejrtrækningen begynder at følge bølgernes rytme for at undgå at blive opslugt af vandet. Bølge: pust ud. Træk ind hurtigt. Pust ud, langsomt.

Vandet når det ene næsebor. Løber ind. Jeg åbner munden og lægger tungen som barriere. Vandets salt blander sig med mit spyt og forenes i en dans ind og ud med åndedraget.

Himmelen og havet danser med hinanden. Linjerne udviskes. Retninger ophører med at have betydning.

Jeg ligger i mudderet og forsvinder; ud i horisontlinjen, ind i mig selv.

Opløses i en sitrende forbindelse med det hele.

Med himmelen, som genspejles i uendelighed og siver uhindret ind i mine øjne.

Med væsnerne i mudderet under mig, som allerede har inkluderet mig i deres fødekæde og bider i min krop.

Jeg overgiver mig til summen af det hele.

For et øjeblikke, i en evighed, er vi bare her.

Uadskilleligt sammen.