Spacegirls
Spacesgirls’ bidrag til udstillingen er en monumental arkitektonisk skulptur af sand og muslingeskaller. Værket bygger videre på duoens materialeorienterede grundforskning og praksis, hvor sted og materiale indlejres i hinanden. I udstillingsperioden bliver værker et samlingssted og et laboratorium, som besøgende kan aktivere på egen vis eller i forbindelse med udstillingens workshops.
Biografi
Spacegirls orienterer sig mod fællesskaber. De arbejder stedsspecifikt med et særligt fokus på proces og materialitet. I deres værker genfortolker de, og leger med, arkitektoniske arketyper, som de bygger af materialer skabt gennem langsomme, repetitive processer. Duoen søger at udvide arkitektfagets grænser, blandt andet i æstetiske eksperimenter, hvor de udforsker en mere følsom tilgang til det at bygge og udvikler en ny arkitekturpoetik gennem materialitet, sted, økologi og sprog.
Duoen Spacegirls er en interdisciplinær arkitekturpraksis, som består af Cisse Bomholt (1989, DK) og Elisabeth Gellein (1990, NO). Begge uddannet fra Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design og Konservering i København (2016). Spacegirls bor og arbejder i København og Oslo.
Spacegirls har udstillet på tværs af kunst- og arkitekturscenen og blandt haft soloudstillingen Rock/Cover Remix på Huset for Kunst og Design i Holstebro (2019). I 2022 skabte duoen det stedspecifikke værk Kaffehytten til kunst- og naturparken Deep Forest Art Land i Kibæk, og i 2023 udgiver Spacegirls deres første bog - et tværskandinavisk projekt, der undersøger en ny arkitekturpoetik gennem materialitet, sted, økologi og sprog.